En lastbilchauffør var natten til fredag udsat for et regulært forsøg på landevejsrøveri.
Lastbilchaufføren kom kørende i den vestlige del af Kjellerup nordvest for Silkeborg, da en mørk bil kørte ind foran ham og tvang ham til standsning.
Det skriver TV Midtvest.
Ud af bilen steg flere mænd, som forsøgte at komme ind til chaufføren i lastbilens førehus.
- De råber noget på et ukendt sprog og råber så på gebrokkent engelsk, at de vil have hans penge. I situationen fremstår de meget truende over for chaufføren, fortæller politikommissær Jeppe Holgersen, lokalpolitiet i Silkeborg, til tv-stationen.
Mændene måtte opgive deres forehavende, da chaufføren bakkede lastbilen væk fra dem og kørte væk.
Minder om et landevejsrøveri
- Vi betragter det som forsøg på røveri, og det er selvfølgelig ganske alvorligt. Jeg synes, det er groft. Det minder jo om et landevejsrøveri, siger Jeppe Holgersen.
Sparsomt signalement
Det er sparsomt med signalement af mændene. Således oplyser politiet, at der sad fem mænd i bilen, to var iført hættetrøjer og havde en hue eller hætten på trøjen trukket ned over hovedet. En af mændene havde en genstand i hånden, men det vides ikke, hvilken genstand der er tale om.
Bilen var en mørkegrå Ford Mondeo uden nummerplader.
Jeppe Holgersen formoder, at mændene har fjernet nummerpladen inden røveriforsøget. Han opfordrer derfor folk til at tippe politiet på telefon 114 om en mørkegrå Ford Mondeo - med eller uden nummerplader - med udenlandske mænd.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.