Fejl i dansk optælling af coronadødsfald

Corona
Det danske dødstal er tirsdag blevet nedjusteret en anelse. (Foto: Scanpix)

Statens Serums Institut har fjernet flere dødsfald, der var opgjort i corona-statistikken

De danske coronadødsfald har været behæftet med fejl. Det betyder, at der er lidt færre coronadødsfald i Danmark i alt, end hvad der hidtil har været fremme.

Det drejer sig om i alt 12 dødsfald, der nu er pillet ud af statistikken. Det er Statens Serum Institut, der står bag den nye opgørelse, hvor fejlen nu er rettet. Dermed er det samlede danske dødstal nu på 527.

Fejlen bestod i, at de 12 dødsfald var med i statistikken over coronadødsfald, selvom de er døde mere end 30 dage efter den positive test.

SSI arbejder på at lave en ny vurdering af dødsårsager efter standarder fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det skal give et mere komplet billede af coronadødsfald.

– Beregningen for dødsfald inden for 30 dage er blevet rettet i dagens tal. Siden 25. april 2020 blev der, ved en fejl, inkluderet patienter som døde på intensivafdeling mere end 30 dage efter prøvetagningsdato, oplyser SSI til Ritzau. ’

– Det drejer sig om 12 personer, som nu er blevet fjernet fra opgørelsen. I øvrigt arbejdes der på en vurdering af dødsårsager efter WHO retningslinjer blandt personer med laboratorie-bekræftet COVID-19 infektion. Den vil på sigt give et mere komplet billede af dødsfald forårsaget af COVID-19, uddyber SSI.