Fedmeoperationer har delt vandene. Nogle mener, det er en supereffektiv slankekur for ekstremt overvægtige, mens andre mener, det er et indgreb, der giver ødelæggende bivirkninger.
Nu har en forsker fra Aarhus Universitet lavet den første store undersøgelse, der når hele vejen rundt om de såkaldte gastrisk bypass-operationer. Den viser, at der både er gode og dårlige sider ved operationerne.
Ni ud af ti, der har fået foretaget en fedmeoperation i årene 2006-2011, er glade for resultatet:
- 80-90 procent har fået det bedre eller meget bedre. Dog er der så syv-otte procent, der siger, de har fået det værre, siger professor og overlæge Bjørn Richelsen, Institut for Klinisk Medicin, der står bag undersøgelsen, til DR Østjylland.
Operationen giver et varigt vægttab på 50-60 kilo og har en gavnlig effekt på patienter med type 2-diabetes:
- For omkring 50 procent af dem forsvandt sukkersygen, siger Bjørn Richelsen.
Der er dog også problemer ved operationerne. For ifølge forskeren bliver omkring en tredjedel af de opererede indlagt igen med forskellige komplikationer som lav blodprocent og lavt blodsukker.
- Mange patienter går og har problemer i hverdagen og ved ikke, at det skyldes, at de har fået foretaget en fedmekirurgisk operation. Måske er de praktiserende læger heller ikke helt klar over det, siger han.
Der blev gennemført omkring 750 fedmeoperationer herhjemme sidste år.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.