Fredag aften var der duel mellem de to superliga-oprykkere Viborg og FC Vestsjælland, og det lignede længe en nulløsning.
Men med to hurtige mål i slutfasen stjal hjemmeholdet Viborg de tre point.
De sene mål ærgrer FC Vestsjællands cheftræner, Ove Pedersen, der efter 0-2-nederlaget mener, at hans mandskab som minimum fortjente et enkelt point.
- Jeg er ærgerlig over, at vi tabte. I den periode, hvor de scorede, var det egentligt os, der sad tungt på begivenhederne, og vi brændte to mega-chancer.
- Det lå jo til, at vi skulle vinde den her kamp. Så det er ærgerligt, at vi indkasserede en scoring så sent, siger Ove Pedersen.
Ikke kun gæsternes cheftræner var skuffet over nederlaget. Også FCV-profilen Marc Dal Hende mener, at udeholdet fortjente sejren.
- Vi skulle minimum have haft ét point med fra den her kamp. Vi står med en meget tom fornemmelse nu, og vi er meget skuffede inde i omklædningsrummet.
- Det var en vigtig kamp, og vi skulle have haft point med hjem, siger Marc Dal Hende og tilføjer:
- Vi kom jo frem til flere 100-procents-chancer i slutfasen, og det burde være nok til at lukke kampen.
Oprykkerne fra Slagelse har nu tabt to kampe i træk og skal i næste runde på en svær opgave i Herning mod rækkens førerhold FC Midtjylland.
/ritzau/