Den ukrainske fodboldklub Shakhtar Donetsk er svækket, når klubben på tirsdag møder FC Nordsjælland i København i Champions League-gruppespillet.
Førerholdet i gruppe E må undvære den tjekkiske landsholdsspiller Tomas Hübschman, der har pådraget sig en lårskade og er ude i fire til seks uger.
Det meddeler Shakhtar Donetsk på klubbens hjemmeside.
31-årige Tomas Hübschman, som med skaden også går glip af den sidste gruppekamp hjemme mod Juventus, spillede hele kampen, da Shakhtar Donetsk vandt 2-0 hjemme over FC Nordsjælland i den første gruppekamp.
Midtbanespilleren var i sommer med for Tjekkiet ved EM, og han spillede hele kampen, da Tjekkiet i september klarede 0-0 i Parken mod Danmark i VM-kvalifikationen.
Shakhtar Donetsk fører gruppe E med syv point, det samme antal som nummer to, Chelsea.
Juventus har seks point på tredjepladsen, mens FC Nordsjælland er sidst med et point.