FC København sparede forud for returkampen mod Atalanta i Europa League på torsdag en håndfuld af sine normale profiler, da holdet søndag besejrede Sønderjyske med 3-2 i Superligaen og dermed fastholdt førstepladsen.
Spillet og præstationen var af svingende karakter, men manager Ståle Solbakken fik trods alt et nærmest perfekt udbytte af sin beslutning om at give flere stamspillere et hvil.
- Vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle rotere. Vi diskuterede tværtimod om det skulle være en eller to spillere mere, end vi endte med.
- Vi fik roteret, vi fastholdt momentum, og nu har vi en helt frisk startellever til kampen mod Atalanta, siger en tilfreds Solbakken.
Midtbanespilleren Rasmus Falk og Carlos Zeca sad begge ude mod Sønderjyske med mindre skader, og begge er ifølge Solbakken tvivlsomme til torsdagens vigtige opgør mod Atalanta.
- Det er usikkert, om de bliver klar. Zeca har ikke bevæget sig siden kampen mod Atalanta, og det er lidt det samme med Falk. Det går langsomt, men sikkert fremad.
- Vi må se i løbet af den kommende uge. Måske er deres smertetærskel lidt højere, hvis vi kan melde om et udsolgt stadion til kampen, siger Solbakken med et smil.
Den 33-årige tidligere FCK-topscorer Dame N’Doye er vendt tilbage til klubben denne sommer, og mod Sønderjyske scorede han for femte gang i denne sæsons Superliga.
Det gør senegaleseren til delt ligatopscorer.
- Dame er en meget klog spiller og en sikker spilstation, siger Solbakken om sin rutinerede bomber og tilføjer:
- Han er stærk i begge felter, og han har et mindre løbepensum end i de gode gamle dage, men han er til gengæld mindst ligeså spilintelligent som dengang,
/ritzau/