FCK henter tidligere topscorer tilbage til klubben

Sport
Dame N'Doye er tilbage i FCK, hvor han før har fejret store triumfer. (Foto: Foto: Nils Meilvang/arkiv/Scanpix)

Den senegalesiske fodboldspiller Dame N'Doye spillede senest i FC København fra 2009 til 2012.

Den senegalesiske fodboldspiller Dame N'Doye er tilbage i superligaklubben FC København.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Angriberen har underskrevet en etårig aftale med københavnerklubben, efter at hans kontrakt med tyrkiske Trabzonspor netop er udløbet.

- N'Doye er en angriber med stor international erfaring og spidskompetencer på et meget højt niveau.

- Han er måske den bedste angriber i FCK og Superligaens historie, og vi glæder os meget over at have ham tilbage i FCK, siger FCK's cheftræner, Ståle Solbakken, til klubbens hjemmeside.

33-årige N'Doye spillede 150 kampe og scorede 82 mål for FCK i sit seneste ophold i klubben. Det var fra 2009 til 2012.

Med 14 scoringer i europæiske kampe er han klubbens mest scorende spiller i internationale kampe.

- Jeg forlod FCK som topscorer i 2012.

- I dag vender jeg tilbage. FCK har brug for mig, og jeg har brug for FCK, siger N'Doye til klubbens hjemmeside.

I sommerpausen har FCK blandt andre sagt farvel til stjerneangriberen Federico Santander, der er solgt til italienske Bologna i Serie A.

Solbakken er sikker på, at N'Doye bliver en gevinst, selv om han er blevet ældre.

- Han er selvfølgelig blevet ældre, men han har stadig en enorm fysik og spillede masser af kampe i sidste sæson, så vi er sikre på, at han vil kunne bidrage med en masse på banen og hjælpe vores unge angribere til at blive endnu bedre.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft akut brug for offensiv forstærkning, og heldigvis var N'Doye meget motiveret for at komme tilbage til os, så det gik ret hurtigt, da vi først begyndte at snakke med ham om muligheden, siger Solbakken.

Superligaen begynder allerede i næste uge, og Solbakken tilføjer, at klubben arbejder videre på at forstærke holdet yderligere.

N'Doye er bedre og stærkere end nogensinde. Siger han selv.

- Jeg er 33 år. En pæn alder for en sportsmand. Men jeg er bedre og stærkere end nogensinde. Det glæder jeg mig til at bevise, siger N'Doye.

/ritzau/