Danny Amankwaa er i øjeblikket langtidsskadet, men det har ikke forhindret FC København i at forlænge kontrakten med kantspilleren.
Torsdag meddelte superligaklubben, at parterne har forlænget samarbejdet, så Amankwaa er i FCK frem til sommeren 2018.
- Vi synes, at Danny har et stort potentiale, som vi stadig tror på, at vi kan forløse yderligere, når han er kommet sig over sin skade, siger manager Ståle Solbakken blandt andet i en pressemeddelelse fra klubben.
Danny Amankwaa blev i 2012 indlemmet i FCK's førsteholdstrup, og han er noteret for 83 kampe.
Den 22-årige kantspiller er i øjeblikket ude med en knæskade, der betyder, at han ikke kommer i kamp i 2016.
- Det er rigtigt dejligt for mig, at der nu er styr på min fremtid. Jeg er godt i gang med min genoptræning, og nu kan jeg holde fokus 100 procent på den, og så ser jeg frem til at komme stærkt tilbage, siger Danny Amankwaa blandt andet i meddelelsen.
/ritzau/