For 12. gang på 13 år er FC København klar til et europæisk gruppespil.
Det står klart, efter at holdet torsdag besejrede italienske Atalanta i et højdramatisk opgør, der måtte ud i både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Efter mere end to timers dødvande kunne jublen bryde løs i Parken.
Danske Andreas Cornelius blev en af skurkene for Atalanta, da han brændte det femte og sidste spark for gæsterne, hvorefter forsvarsspilleren Denis Vavro satte den afgørende scoring i nettet.
FCK vandt dermed straffesparkskonkurrencen 4-3.
Med 0-0 i første opgør var alt lige forud for returopgøret, men modsat kampen Italien var FCK langt bedre med i Parken, hvor Ståle Solbakkens tropper kampen igennem formåede at byde de italienske gæster godt op til dans.
Viktor Fischer fik første tilbud, da han efter ni minutter vendte rundt i feltet og fik afsluttet, men Atalanta-keeper Pierluigi Gollini diskede op med en fornem redning.
Det var dog gæsterne, der var farligst i første halvleg, og offensivspilleren Mario Pasalic fik to gange chancen for at sende Atalanta i front, men begge gange stod FCK-keeper Jesse Joronen flot i vejen.
Det svingende kampbillede fortsatte efter pausen, hvor gæsterne sendte danske Andreas Cornelius ind til et gensyn med sin tidligere hjemmebane.
Angriberen kunne dog heller ikke finde vej til målet i en anden halvleg, hvor Alejandro Gómez frisparksforsøg var tættest på, men heldigvis for danskerne stod stolpen i vejen for midtbanespilleren i det 60. minut.
Spændingen forblev derfor intakt mod slutfasen, og selv om begge hold jagtede føringen, måtte kampen ud i forlænget spilletid.
Her fik Nicolai Boilesen FCK's største chance efter 100 minutter, men venstrebacken misbrugte muligheden, da et indlæg endte for fødderne af ham.
I stedet måtte der en straffesparkskonkurrence til for at finde en afgørelse, og her trak FC København til slut det længste strå.
/ritzau/