Det er først på søndag, at krigen inde på banen i Parken starter. Her mødes FC Nordsjælland og FC Midtjylland i årets pokalfinale.
Men allerede nu erklærer nordsjællændernes ejer Allan K. Pedersen krig på ord.
Og der bliver ikke lagt fingre imellem, når bossen fra Farum giver både jyder og FC Midtjyder tørt på.
"Jeg har faktisk været inde ved Parken for personligt at tjekke, og der er masser af plads til traktorparkering for dem, der kører herover selv," siger Allan K. Pedersen til EB.dk.
Jyder hænger altså tæt sammen med diverse landbrugsmaskiner, og Hr. Pedersen fortsætter:
"Skulle de have problemer med at afmontere pløjeudstyret, er de meget velkomne til at lade det sidde på jydekrogen, for det kan jo være, at banen inden finalen har brug for en gang kærlig pleje fra eksperter pga. den håndboldkamp, der bliver spillet dagen inden," lyder det spydigt fra Allan K. Pedersen med DM-finalen i håndbold mellem AG København og BSV i tankerne.
Når nu jyderne får verbale smæk for skillingen, hvorfor så ikke også håne søndagens modstander?
"Heldigvis blev det FC Midtjylland, for man skal godt nok have et helt særligt syn for at finde noget af værdi i deres pokalskab, som fortæller alt om områdets store problemer og mangler," lyder det hånligt fra Allan K. Pedersen, der taler om pokaltriumfen for et år siden, hvor FC Nordsjælland vandt over netop FC Midtjylland.
Nu er der så bare tilbage at vente på, at jyderne skyder med skarpt efter whiskeybæltet.
Kilde: EB.dk.