USA's forbundspoliti, FBI, efterforsker sammen med andre amerikanske myndigheder flere cyberangreb mod New York Times og andre medievirksomheder i USA.
Mistanken retter sig mod hackere, som menes at arbejde for russiske efterretningstjenester. Det rapporterer den amerikanske tv-station CNN.
Ifølge CNN mener de amerikanske efterforskere, at de russiske hackere retter deres cyberangreb mod nyhedsmedier som led i mere omfattende angreb, blandt andet mod politiske partier som Demokraterne.
Det siger en unavngiven embedsmand til CNN.
Hackerangrebene, som blandt andet har rettet sig mod nogle af New York Times' journalister, er blevet opdaget i løbet af de seneste måneder, skriver CNN.
Hverken FBI eller New York Times har ønsket at kommentere tv-stationens oplysninger om hackerangreb.
Ifølge CNN er nyhedsmedier gode mål for hackernes angreb, fordi hackerne på den måde kan få fat i oplysninger om journalisters kontakter i regeringen samt mails og andet materiale med følsomme oplysninger.
USA er i stigende grad blevet opmærksomme på mulige hackerangreb efter en sag for nylig, hvor whistleblower-siden WikiLeaks offentliggjorde et stort antal e-mails, der var stjålet fra Det Demokratiske Partis servere.
Kilder inden for de amerikanske efterretningstjenester har sagt, at der er kraftige tegn på, at russiske efterretningstjenester står bag denne ulovlige indtrængen i partiets data.
/ritzau/