En dansk-pakistansk far er af Østre Landsret torsdag blevet frifundet for at have forsøgt at tvinge sin dengang 17-årige datter til at gifte sig.
Derimod er han fundet skyldig i at have holdt hende indespærret i et hus i Pakistan. Straffen for den grove frihedsberøvelse er blevet fastsat til fængsel i et år og seks måneder.
Da sagen oprindeligt blev vurderet af Retten på Frederiksberg, var resultatet helt anderledes.
Byretten idømte den 42-årige mand fængsel i tre år og seks måneder for både tvangsægteskab og frihedsberøvelse.
- Straffen var alt for højt sat i byretten, siger mandens forsvarer, advokat Henrik Stagetorn, efter den endelige dom torsdag.
Pigen har fortalt, at hun troede, at der var tale om en almindelig familietur, da hun i februar sidste år rejste med sin mor til Pakistan.
Men i byen Kohat nær Peshawar blev hun spærret inde i et hus. Hun blev frataget sin mobiltelefon, sine penge og sit danske pas, som moren brændte.
Kun ved hjælp af en stjålen mobil lykkedes det for datteren at slå alarm og at få hjælp.
En onkel truede med at ville brække hendes ben, hvis hun forlod huset, kom det frem under sagen i byretten.
- Sagen har været principiel, siger advokat Henrik Stagetorn. Han har tidligere argumenteret med, at man som indehaver af forældremyndigheden må have vide beføjelser til at bestemme, hvor ens barn skal opholde sig.
Men landsretten slår altså fast, at der var tale om grov frihedsberøvelse af datteren.
I forbindelse med dommen er den 42-årige, der har boet hele sit liv i Danmark, i øvrigt blevet løsladt efter 15 måneders varetægtsfængsling.
En lovændring fra 2008 om tvangsægteskab er kun blevet brugt et par gange.
Nemlig i denne sag og i en anden fra Helsingør, hvor et syrisk ægtepar i maj af byretten blev dømt for at true en datter til gifte sig med farens fætter.
/ritzau/