En dansk-iraker i 40’erne, som USA har holdt fængslet som krigsfange siden december, er ifølge flere af hans dansk-irakiske venner ikke fjendtlig over for USA.
Vennerne fortæller til Nyhedsavisen, at manden støttede USA s krig mod Saddam Hussein.
Sammen med en forening for herboende irakere, Irakisk Kultur Forening , var den danske fange i 2003 med til at sende et takkebrev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
Anders Fogh takkede
»Vi vil vise stor taknemmelighed til Danmark og den danske regering for deres deltagelse i den irakiske befolknings befrielse af Saddam og hans regime,« står der i brevet.
To dage efter takkede Anders Fogh Rasmussen personligt i et brev, som Nyhedsavisen er i besiddelse af: »Jeg sætter stor pris på jeres tilkendegivelse.«
Trods støtten smed amerikanerne manden i fængsel, da han blev anholdt i Bagdad 8. december under et familiebesøg. Anklagen lyder, at han var tæt på et våbendepot.
Vennerne beskriver over for Nyhedsavisen den fængslede dansker som en »utrolig venlig mand«. Han har også kone og børn i Danmark, men de vil indtil videre ikke tale med pressen.
Førtidspensionist
Manden kom til Danmark i midten af 90’erne efter tortur i et irakisk fængsel og er i dag førtidspensionist.
»Det er ikke retfærdigt. Hans kone og konens bror er meget kede af det. Vi ved, at han ikke er terrorist. Jeg håber, at den danske regering gør alt for at få ham hjem. Han var stor tilhænger af amerikanernes invasion af Irak. Han ville aldrig gøre noget ondt mod amerikanerne,« siger vennen S. Hassan.
Også Baha Hassan, der driver en frisørsalon på Amager, fortæller om sit forhold til den tilfangetagne:
»Vi ringede ofte sammen og talte om politik og forholdene i Irak. Han kom også og besøgte mig. Jeg er glad for, at Bush har fjernet Saddam. Men alle mennesker begår fejl. Her har amerikanerne fanget en uskyldig mand,« siger han.
Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen.