Politiet kan nu fortælle, at blod fundet tæt ved Korsør Station ikke stammer fra et menneske.
Der er dermed ikke tale om, at blodet skulle tilhøre den forsvundne 17-årige Emilie Meng, som har været savnet siden 10. juli, hvor hun forsvandt efter en bytur i Slagelse.
- Vi har fået svar på, om det var fra et menneske, og det var det ikke, siger vicepolitikommissær Marianne Roed til Ekstra Bladet.
Blodet, der var et varmt spor i sagen, blev opdaget af en hundelufter fredag.
Politiet har ligeledes oplyst den fortvivlede familie om testen af blodet. Og det vakte glæde, fortæller Emilie Mengs fætter, Robin Witzner, til BT.
- Så sent som i dag (mandag red.) var vi i kontakt med politiet, og vi fik afkræftet et spor med en hund, der havde blod på snuden. Det viste sig, at det var blod fra en hjort. Det var en stor lettelse for familien, at de kom med den besked, siger Robin Witzner.
Familien udlover en dusør på 40.000 til den, der kan komme med nye spor i sagen.