Falck vil åbne testcentre, så der er et teststed maksimalt en times kørsel fra ethvert sted i Danmark.
Det oplyser Falck i en pressemeddelelse, efter at regeringen og Danske Regioner fredag aften har indgået en aftale med Falck om 50.000 daglige hurtigtest for coronavirus. Enhver kan bestille en test, og den vil være gratis.
- Vi er rigtig glade for nu at blive en del af den samlede indsats med screening og smitteopsporing, siger Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck, i meddelelsen.
Siden begyndelsen af november har Falck tilbudt hurtigtest - også kendt som antigentest - mod betaling i 12 testcentre samt ved mobile testenheder, som kan rykke ud til virksomheder og uddannelser.
I øjeblikket kan Falck teste omkring 5000 om dagen.
Men 12 testcentre skal blive til 48 i den kommende tid, hvor selskabet har planer om at åbne yderligere op mod 36 enheder for at nå målet om de 50.000 daglige test.
Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør i Falck i Danmark, oplyser, at de føler sig "rimeligt komfortable" med at nå testmålet inden for syv til ti dage.
- På baggrund af de erfaringer, vi har fra de seneste fire uger, hvor vi har testet 100.000, har vi lavet planer for at udvide yderligere med 34 til 36 testcentre fordelt på strategiske steder rundtom i Danmark.
- Allerede nu har borgmestre meldt positivt tilbage og tilbudt eksempelvis sportshaller, hvor der er god infrastruktur, parkering og andet, siger Jørgen Mieritz.
Målet er foruden bedre testkapacitet, at ingen i Danmark skal køre mere end en time for at nå hen til et af Falcks teststeder. Og det bliver ikke nødvendigt at bestille tid. Man dukker bare op.
- De erfaringer, vi har haft, er, at det ikke er nødvendigt at bestille en tid hos os, og det vil det heller ikke være fra i morgen (lørdag, red.). Det er klart, at indtil vores testkapacitet når op på det maksimale, vil der kunne være ventetid, siger ambulancedirektøren.
Det er allerede aftalt med Holbæk Kommunes borgmester, Christina Krzyrosiak, at der oprettes et testcenter i kommunen, der har været plaget af ventetider på op mod to uger for at få en test.
Fra mandag klokken 11 åbner en teststation derfor i Stadionhallen i Holbæk, hvor Falck har lejet sig ind.
Testene, der bliver udbudt af Falck, er antigentest - også blot kaldet hurtigtest. De kan give svar, 15-30 minutter efter at prøven er taget ved en podning i svælget gennem næsen.
Resultatet er dog langtfra lige så sikkert som en PCR-test, som er den test, der bliver foretaget i de hvide telte og på hospitaler og foretages ved en podning i halsen.
En hurtigtest skal ses som et supplement til PCR-test.
Har man symptomer, eller har man været i nær kontakt med en smittet, anbefaler sundhedsmyndighederne fortsat, at folk får taget en PCR-test, som bookes via hjemmesiden www.coronaprover.dk.
/ritzau/