Højesteret behandler mandag en sag, hvor lederen af banden Loyal To Familia, Shuaib Khan, kræves udvist. Sagen er blot en af flere problemer, som den pressede bandeleder står over for.
* Natten mellem den 31. juli og 1. august bliver en gruppe bandefolk visiteret på Blågårds Plads på Nørrebro.
* I den forbindelse truer bandeleder Shuaib Khan fra Loyal to Familia en politibetjent: "Det kan godt være, at du kan huske vores ansigter, men vi kan også huske dig. Pas på din ryg," skal Khan blandt andet have sagt.
* I både byret og landsret er Shuaib Khan kendt skyldig, men han er kun blevet betinget udvist. Derfor kan han blive i Danmark.
* Han har flere domme bag sig og er tidligere blevet betinget udvist. Han blev blandt andet idømt otte års fængsel for dødsvold mod William Lennon Davis i Aalborg i 2007.
* Anklagemyndigheden vil have en ubetinget udvisning af Shuaib Khan og har fået lov til at anke dommen til Højesteret, der behandler sagen mandag. Afgørelsen kommer dog først senere.
* Shuaib Khans forældre er som følge af sønnens dom for trusler blevet smidt ud at deres lejlighed, hvor de har boet i 34 år. De har dog anket afgørelsen til landsretten.
* I september forbød Københavns Politi Loyal To Familia. Forbuddet skal prøves ved domstolene, og til februar tager Københavns Byret hul på sagen.
Kilder: Ritzau
/ritzau/