7,5 milliarder Euro - svarende til omkring 56 milliarder danske kroner. Så ambitiøst er målet for den indsamling, der skal bruges til udvikling af en vaccine mod corona samt behandling. Og beløbet kan sagtens blive langt større.
For ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er det "altafgørende", at der bliver udviklet en vaccine, hvis virusset skal bekæmpes.
Danmark donerer 50 millioner euro svarende til 373 millioner kroner, siger Mette Frederiksen (S) i en videobesked på konferencen.
Men EU kæmper på flere fronter mod pandemien. Her er et overblik over nogle af de initiativer, EU støtter.
- Det tyske medicinalselskab CureVac har fået tilbudt 80 millioner euro i økonomisk støtte fra EU-Kommissionen til vaccineudvikling.
- Gennem EU's program for forskning og innovation, Horizon 2020, blev 48,2 millioner euro i marts fordelt til 18 projekter - i alt 151 researchhold - fra hele EU, som blandt andet skulle gå til arbejdet for nye behandlinger og vacciner.
- Forskere på Københavns Universitet fik 20 millioner kroner af EU fra den pulje til udvikling af en vaccine.
- EU-Kommissionen har lanceret en dataplatform, som skal muliggøre hurtig indsamling og deling af tilgængelig forskningsdata om coronavirus for at lette arbejdet for en vaccine.
- Mandag er EU vært for en onlinekonference, som skal samle mindst 7,5 milliarder euro ind til udviklingen af en vaccine. I de kommende uger skal der samles endnu flere penge ind.
Kilde: EU-Kommissionen.