Ved valg til Europa-Parlamentet indgår partierne i såkaldte valgforbund. Det betyder, at partier kan få mandater, som de ikke selv har stemmer nok til det.
Et eksempel denne gang er De Radikale, der fik færre stemmer end Dansk Folkeparti (DF), men alligevel et mandat mere som følge af valgforbund med Alternativet. DF derimod var ikke i valgforbund.
Bliv klogere på valgforbundene her:
* Hvis to eller flere partier går sammen i et valgforbund, kan de undgå stemmespild, fordi overskydende stemmer går til det andet/de andre parti(er) i valgforbundet.
* I år er første gang, man har kunnet stemme på Enhedslisten og Alternativet, som ikke har været opstillet før.
* Til EP-valget i år indgik følgende partier i valgforbund:
Det Radikale Venstre og Alternativet.
Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre.
Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti.
* Stemmerne fordeles efter metoden d'Hondts, som er en såkaldt forholdstalsmetode. Det betyder, at 10 procent af stemmerne bliver til 10 procent af mandaterne. Men da man ikke kan få for eksempel 2,3 mandater, tilpasses stemmefordelingen til hele mandater.
* Det sker ved, at man dividerer kandidaternes/valgforbundenes samlede antal stemmer med en. Herefter dividerer man to, tre, fire, fem og så videre. Det får man en masse tal ud af: De såkaldte kvotienter, som skal bruges til at fordele mandaterne.
* Partierne, som indgår i et valgforbund sammen, behøver ikke at tilhøre den samme politiske gruppe i Parlamentet.
Kilder: Folketingets EU-oplysning, altinget.dk og valgforsker Kasper Møller Hansen.
/ritzau/