Flere medier har fået bekræftet, at en it-specialist lækkede oplysninger til ugebladet Se og Hør om de kongeliges og de kendtes brug af kreditkort.
Henrik Qvortrup, der tidligere har været chefredaktør på Se og Hør, valgte tirsdag "med stort vemod" at sige op som politisk kommentator på TV2 på grund af sagen.
I en pressemeddelelse fortæller han følgende om sit kendskab til tys-tys kilden, som it-specialisten er blevet kaldt:
* Der blev udbetalt honorarer og refunderet regninger for adskillige kilder. Herunder også flere måneder træk.
* Jeg attesterede som chefredaktør disse udgiftsbilag/honorarsedler.
* Jeg kan ikke afvise, at der sket udbetalinger til den person, der er i centrum for de seneste dages omtale af Se og Hør.
* Jeg har også hilst på vedkommende.
* Min viden om denne kilde var, at han i flere tilfælde var i stand til at levere korrekte oplysninger til bladet. Derfor attesterede jeg udgiftsbilagene, når de blev præsenteret af journalisterne, som jeg forstod havde kontakt til kilden.
* Derimod havde jeg intet kendskab til, at kilden havde tilvejebragt oplysningerne på ulovlig vis.
Henrik Qvortrup vil nu "bidrage konstruktivt" til både Aller Medias og politiets undersøgelser om sagen.
/ritzau/