FAKTA: Paul Manaforts nedtur fortsætter

Den 69-årige Paul Manafort, der kortvarigt stod i spidsen for Trumps valgkamp, er igen havnet i fedtefadet.

Paul Manafort beskyldes for at have løjet adskillige gange over for føderale efterforskere.

Det fremgår af et dokument, som fredag er indleveret til en distriktsdomstol i Washington D.C.

Læs mere om Manafort her:

* Født: 1. april 1949 i Connecticut, USA.

* Uddannelse: Har en bachelor i virksomhedsadministration og er uddannet advokat.

* Karriere: Fik sit første job i politik i 1975, hvor han blev en del af præsident Gerald Fords stab i Det Hvide Hus. Han har været rådgiver i Ronald Reagans præsidentkampagner og George W. Bushs kampagne i 1988.

* Var medstifter af en lobbyvirksomhed i 1980.

* Har været rådgiver for Viktor Janukovitj, der blev præsident i Ukraine i 2004, samt en række andre kontroversielle ledere rundt om i verden.

* Blev hyret til Donald Trumps kampagnestab i marts 2016, hvor han i juni blev kampagneleder. I august 2016 forlod han sin post.

* Blev i slutningen af 2017 tiltalt for flere forhold. Ingen af dem havde forbindelse til hans tidligere job hos Trump.

* I august 2018 blev han ved en føderal domstol i Virginia kendt skyldig i fem anklager om skattesnyd samt tre andre anklagepunkter.

* Nævningene kunne ikke nå til enighed om ti andre forhold, som derfor skulle prøves i en ny retssag.

* I september 2018 indgik Manafort en aftale med anklagemyndigheden og erklærede sig skyldig i to anklager, mens de andre punkter blev frafaldet.

* Som del af aftalen indvilgede han i at svare på alle spørgsmål, som den særlige Rusland-undersøger, Robert Mueller, måtte stille ham.

* Sagerne mod Manafort har egentlig ikke noget med undersøgelsen af mulig russisk indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 at gøre, men er dukket op under Muellers efterforskning.

Kilder: The New York Times, USNews.com, dr.dk, Ritzau.

/ritzau/