* Statsminister Helle Thorning-Schmidt har sammen med Aleqa Hammond, formand for Grønlands selvstyre (Naalakkersuisut) inviteret FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, til Grønland 25.-27. marts.
* FN-chefen ønsker at se klimaforandringernes virkninger i Arktis og skal blandt andet besøge den kendte gletsjer Jakobshavn Isbræ ved Ilulissat, der smelter med stor fart.
* Opvarmningen i Arktis sker dobbelt så hurtigt som på resten af kloden, og afsmeltningen af indlandsisen accelererer og sætter nye rekorder hvert år, nu også i det højeste nord.
* Således er randen på den enorme gletsjer Den Nordøstgrønlandske Isstrøm rykket 20 km tilbage på bare seks år. Til sammenligning har Jakobshavn Isbræ trukket sig 35 km tilbage over 150 år.
* Det samlede tab af is fra Jakobshavn Isbræ er omkring 30 kubikkilometer om året - svarende til 30 isterninger, der er én kilometer på hver led (eller 30 gigaton).
* Fra Den Nordøstgrønlandske Isstrøm glider der nu årligt hele 15 kubikkilometer is ud i havet. Det betyder ifølge et internationalt forskerhold, at klimamodellerne skal skrives om.
Kilde: Københavns Universitet m.fl.
/ritzau/