For at få det rødbedefarvede, danske pas og blive statsborger i Danmark skal udlændinge blandt andet bestå en indfødsretsprøve. Den seneste fandt sted 30. november.
Her bestod 53 procent af deltagerne.
Læs om prøven her:
* Indfødsretsprøven er skriftlig og består af 40 spørgsmål med to eller tre svarmuligheder. Mindst 32 skal være rigtigt besvaret for at bestå.
* 35 af spørgsmålene er pensumspørgsmål, som deltagerne kan terpe i baggrundsmateriale, der er tilgængeligt på forhånd.
* De sidste fem spørgsmål er om aktuelle emner, som er sket i Danmark inden for de seneste seks måneder. De kan for eksempel være om politik eller kulturelle begivenheder.
* Deltagerne har 45 minutter til at besvare de 40 spørgsmål.
* Indfødsretsprøven skal dokumentere ansøgernes kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold.
* Prøven er et af kravene for at få tildelt dansk statsborgerskab.
* Prøven afholdes to gange om året.
* 49,8 procent af de personer, der tog testen 7. juni i år, bestod. Det var en markant lavere andel end prøven i december sidste år, hvor 67,5 procent bestod.
* 3693 personer var tilmeldt indfødsretsprøven i november, der fandt sted på 50 sprogcentre fordelt over hele landet 30. november.
Kilder: Folketinget, Udlændinge- og Integrationsministeriet og indfodsretsprove.net.
/ritzau/