Efter ugers forhandlinger er samtlige partier i Folketinget enige om en ny energiaftale, der rækker frem mod 2030.
Aftalen er et skridt på vejen til at nå regeringens målsætning om på sigt at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler.
Målet er i første omgang, at 100 procent af det danske elforbrug i 2030 vil kunne dækkes af grøn energi, ligesom vedvarende energi skal dække 55 procent af det samlede energiforbrug i 2030.
Se her, hvordan det blandt andet skal ske:
* Der etableres tre havvindmølleparker på samlet set mindst 2400 MW frem mod 2030.
* Parterne afsætter 4,2 milliarder kroner til udbud, hvor forskellige teknologier som landvindmøller og solceller kan konkurrere om at levere grøn strøm til den laveste pris.
* Der gives umiddelbare lempelser af afgifter på el og elvarme på godt to milliarder kroner i 2025 (eksklusive moms).
* Der afsættes en pulje på over fire milliarder kroner til at udbygge produktionen af grøn biogas. Der reserveres en andel til økologisk biogas.
* Der afsættes 0,5 milliarder kroner om året i 2021-2024 til en markedsbaseret tilskudspulje til en målrettet energispareindsats, primært i erhvervet.
* Der skal afsættes en reserve på 400 millioner kroner i 2025 og 500 millioner kroner årligt til yderligere indsatser fra 2026 til fremme af vedvarende energi.
* Der afsættes en pulje til grøn transport på i alt 500 millioner kroner i 2020-2024, der skal fremme grøn mobilitet og transport.
* Parterne er enige om at udfase kul i den danske elproduktion inden 2030 og tilslutter sig dermed det internationale initiativ med samme formål.
* Energi- og klimaforskningen får en saltvandsindsprøjtning med et mål på en milliard kroner i 2024.
Kilde: Regeringen.
/ritzau/