FAKTA: Et farvel til Bush over fire dage

Flag-draped casket of former U.S. President Bush is carried by a joint services military honor guard in Houston (Foto: Pool/Reuters)

Mandag er et fly lettet fra Houston for at føre George H.W. Bush til Washington for sidste gang.

Den tidligere præsident George H.W. Bush - også kendt som George Bush senior - flyver mandag på en sidste rejse fra sit hjem i delstaten Texas til USA's hovedstad, Washington.

Dermed begynder en sidste rejse, hvor landet tager afsked med sin tidligere præsident.

Her kan du få et overblik over programmet. Alle tidspunkter er dansk tid:

* Mandag:

17.30: George H.W. Bushs båre bliver flyttet om bord på præsidentflyet, der normalt kaldes Air Force One, og flyves fra Houston i Texas til en militærbase i delstaten Maryland og køres til Washington.

* Tirsdag:

01.30: Båren er til offentlig fremvisning i kongresbygningen i Washington frem til onsdag eftermiddag.

Ritualet hedder castrum doloris. Det betyder på latin sørgeforhøjning - smertens leje.

Castrum doloris er i modsætning til lit de parade, hvor liget ligger frit til beskuelse, når offentligheden defilerer forbi for at vise sin respekt.

Skikken bruges normalt kun for statsoverhoveder.

* Onsdag:

17.00: Statsbegravelse i National Cathedral.

23.30: Båren ventes at lande med et fly i Houston.

* Torsdag:

01.45: Båren er til offentlig fremvisning i St. Martin's Episcopal Church i Houston frem til torsdag eftermiddag.

17.00: Privat højtidelighed i kirken med omkring 1200 inviterede gæster.

18.00: Båren køres til en togstation, hvorfra George H.W. Bushs jordiske rester skal fragtes i et særligt tog til byen College Station, der huser den afdøde præsidents bibliotek og museum samt et gravsted.

22.15: George H.W. Bush stedes til hvile efter en ceremoni, der blandt andet indebærer en overflyvning med kampfly, der viser ham den sidste ære.

Kilde: AP, ABC, Gyldendals Store Danske.

/ritzau/