Den amerikanske præsident, Donald Trump, er under et stigende pres for at få sat en stopper for adskillelse af migrantbørn og deres forældre ved den amerikanske grænse mod Mexico.
Topfolk i Trumps regering støtter præsidentens "nultolerance politik".
Men kritikken vokser fra rettighedsgrupper og folk inden for præsidentens eget, republikanske parti. Og så præsidentens hustru, Melania Trump, og fire tidligere førstedamer kritiserer politikken.
Se her hvad nultolerance politikken indebærer:
* Nultolerancepolitikken betyder, at alle, der krydser grænsen ulovligt, skal anholdes for at have overtrådt amerikansk straffelov.
* Det betyder oftest, at forældrene varetægtsfængsles, mens de venter på, at deres sag afgøres.
* Fordi børnene ikke anklages for forbrydelserne, bliver de taget fra forældrene og sendt til børnecentre.
* "Uledsagede børn" er den officielle betegnelse for børnene, selv om en del af dem er kommet med deres forældre, men efterfølgende bliver placeret alene.
* Forældrenes eneste mulighed for at få viden om deres børn, er en hotline, som de kan ringe til for at høre, hvor deres børn er.
* På seks uger - fra 18. april til 31. maj - er knap 2000 børn blevet skilt fra deres forældre.
Kilder: New York Times, TV2 og CNN.
/ritzau/