FAKTA: De britiske fly i angrebet på Shellhuset

Nyheder
Mosquito-bombere fra Royal Air Force på vej ind over København den 21. marts 1945. Målet var Shellhuset, hovedkvarter for det tyske hemmelige politi, Gestapo. (Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix)

Mindst 200 mennesker omkom under angrebet på Shellhuset for 75 år siden. Briterne mistede seks fly og ni mand.

Den 21. marts 1945 gennemførte britiske fly et bombeangreb på Shellhuset i København, der var beslaglagt som hovedkvarter for tyskernes hemmelige politi, Gestapo.

Angrebet var bestilt af den danske modstandsbevægelse.

Læs mere her:

* Flystyrken fra Royal Air Force (RAF) bestod af 18 Mosquito-jagerbombere, 2 kamerafly og 28 Mustang-jagere som eskorte.

* En del af flybesætningerne var canadiere, australiere og newzealændere.

* Under bombardementet 21. marts 1945 - for 75 år siden lørdag - blev Gestapos hovedkvarter i København ødelagt. 18 modstandsfolk undslap samtidig.

* Ved en tragisk fejltagelse blev også Den Franske Skole på Frederiksberg udslettet af britiske bomber. Mindst 86 børn og 13 voksne omkom.

* Det præcise dødstal ved de to bombninger er uvist. Men det når tilsammen op på mindst 200 mennesker, heraf en stor andel tyskere.

* Også de britiske angribere led tab. Trods overraskelsesmomentet nåede tyskerne at affyre antiluftskyts, blandt andet fra krydseren "Nürnberg", der lå i Københavns havn.

* Ni RAF-folk blev dræbt under aktionen. Seks fly blev skudt ned eller styrtede under togtet.

Kilder: Airmen.dk, Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor, Ritzau, Frihedsmuseet.

/ritzau/