Foreløbige resultater fra en undersøgelse af brandsikkerheden på de kommunale plejeboliger viser, at det står skidt til.
Undersøgelsen blev sat i gang af Transport-, Bolig- og Bygningsministeriet, efter at tre kvinder mistede livet i forbindelse med en brand på plejecenter Farsøhthus på Djursland i august.
* Datagrundlaget for de foreløbige resultater er cirka 500 bygninger. Der er i alt omkring 2100 bygninger, der er relevante for undersøgelsen.
* Antallet af bygninger med én eller flere afvigelser fra bygningsreglementets brandkrav er større end antallet af dispensationer – flere hundrede mod 57 dispensationer.
* Cirka 20 procent af de undersøgte bygninger er mangelfulde med hensyn til den passive brandsikkerhed som for eksempel brandadskillelser og branddøre.
* Cirka 20 procent af de undersøgte bygninger har brandbelastning i flugtvejsgange for eksempel møbler, eller der er registreret andre mangler i forhold til de driftsmæssige krav.
* 164 bygninger er som udgangspunkt omfattet af krav om sprinkling. Heraf er 123 udført uden sprinkling. Det svarer til cirka 75 procent. Der er kun søgt og givet dispensation i 17 tilfælde.
* En række kommuner har endnu ikke svaret på undersøgelsen, hvor sidste svarfrist er 1. februar. Den endelige rapport ventes derfor først færdig ultimo februar.
Kilde: Undersøgelse foretaget af Niras for Transport-, Bolig- og Bygningsministeriet
/ritzau/