FAKTA: Bag om Australiens flygtningepolitik

NAURU-AUSTRALIA-REFUGEE (Foto: Mike Leyral/Ritzau Scanpix)

Australiens kontroversielle flygtningelejr er længe blevet kritiseret for overtrædelse af menneskerettigheder.

Omkring en tredjedel af flygtninge og asylansøgere i Australiens flygtningelejr i østaten Nauru har forsøgt at begå selvmord.

Det fremgår af en ny rapport fra den internationale nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser, som ved hjælp af psykologkonsultationer kan dokumentere voldsomme psykiske lidelser blandt beboerne i flygtningelejren.

Selv om Australien længe er blevet kritiseret for ikke at sikre bedre forhold for flygtninge på øen, besluttede landet i oktober at udvise nødhjælpspersonale fra lejren.

Læs mere om Australiens flygtningepolitik her:

* Australiens flåde har siden 2013 patruljeret australsk farvand for både med flygtninge og migranter på vej mod landet.

* Hvis en båd bliver opdaget, kan den blive sendt tilbage til det land, den kom fra - typisk Indonesien.

* Alternativt kan personerne om bord søge asyl i Australien, og i så fald vil de blive fragtet til et asylcenter på østaten Nauru.

* Tidligere blev asylansøgere også sendt til Manus-øen i Papua Ny Guinea. Denne flygtningelejr er dog blevet lukket, fordi landets øverste domstol har kendt lejren forfatningsstridig.

* Australien betaler Nauru for at drive lejren, hvor der ifølge FN bor omkring 1200 asylansøgere.

* Selv hvis bådflygtninge opnår asyl, vil de aldrig kunne få lov til at bo i Australien.

* Forholdene i lejren er jævnligt blevet kritiseret af blandt andet FN.

* Australske politikere forsvarer modellen, blandt andet fordi den har minimeret antallet af dødsfald blandt bådflygtninge.

Kilder: The Guardian, ABC News, BBC og Unicef.

/ritzau/