Verdens største antikorruptionskonference (IACC) begynder mandag i København.
Målet er en fælles erklæring, der skal understrege, at det er nødvendigt at intensivere indsatsen mod korruption.
Her er fakta om det store arrangement:
* Der ventes op mod 1200 deltagere til konferencen. Den bliver afholdt i Bella Center i København.
* 46 ministre fra hele verden ventes at troppe op. Derudover kommer ledere af internationale organisationer og topledere fra private virksomheder.
* IACC står for International Anti-Corruption Conference.
* Den blev etableret i 1983 og afholdes i reglen hvert andet år. Typisk kommer der deltagere fra omkring 135 lande.
* Konferencen løber fra mandag 22. oktober til onsdag 24. oktober.
* Til det såkaldte højniveausegment vil 26 lande være repræsenteret: Afghanistan, Argentina, Australien, Burkina Faso, Colombia, Danmark, Etiopien, Finland, Frankrig, Georgien, Ghana, Indonesien, Irland, Kenya, Kina, Mexico, Nigeria, Norge, Somalia, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tunesien, Tyskland, Ukraine og USA.
* Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) vil deltage i konferencens åbning.
* I forbindelse med konferencen vil der være over 70 events i form af workshops, en koncert, debatter, filmvisninger og meget andet.
Kilder: IACC og Udenrigsministeriet.
/ritzau/