Ritzau
Opdateret kl. 13:26
Færre skader efter brande, uvejr, arbejdsskader og færre udgifter til tyverier giver fremgang hos forsikringsselskabet Topdanmark.
Resultat i 2017 blev 1,7 milliarder kroner efter skat mod 1,5 milliarder kroner i 2016. Det viser selskabets regnskab for 2017.
- Omfanget af vejrligsrelaterede skader lå 137 millioner kroner under det forudsatte normalniveau på 170 millioner kroner for året, lyder det i Topdanmarks regnskab.
- 2017 var præget af et lavt niveau af storskader, som sammenlignet med 2016 faldt med 111 millioner kroner.
Også effektiviseringer i koncernen er med til at øge overskuddet. Resultatet før skat steg med 293 millioner kroner til 2,2 milliarder kroner.
Flere kunder sørgede for, at præmieindtægterne steg fra knap 16,3 milliarder kroner i 2016 til 17,2 milliarder kroner i 2017.
Det er fungerende topchef Lars Thykier godt tilfreds med.
- Topdanmark investerer i disse år i indsatser, der skal sikre, at vi øger vores konkurrencekraft. Det gælder vores priser, men så sandelig også, at vi nemt, hurtigt og enkelt håndterer kundens henvendelse ved salg, ved rådgivning, og når der er en skade.
- Det er tilfredsstillende at se, at vi har vækst og nettotilgang af kunder, siger Lars Thykier ifølge Ritzau Finans.
Lars Thykier er både finansdirektør og konstitueret som administrerende direktør i Topdanmark, efter at Christian Sagild stoppede ved årsskiftet.
Bestyrelsen er i gang med at rekruttere afløseren for Christian Sagild.
/ritzau/