De regionale trafikselskaber har erkendt, at de mangler 500 millioner kroner på busbudgettet til næste år - og det kan komme til at koste hver femte busrute.
Hos Home vurderer man, at boligejere i landsbyer eller forstæder mister mellem 10 og 15 procent af boligens værdi, hvis bussen ikke længere kører forbi.
"For indbyggerne er et farvel til bussen et tab af frihed, der gør hverdagen mere kompliceret. Men det er også et økonomisk tab, og langt de fleste mæglere forudser, at priserne på boliger vil falde med 10-15 pct. - og det bliver let til mellem 100.000 og 200.000 kroner, hvis huset koster en til to millioner kroner," siger Niels H. Carstensen, kommunikationschef i Home.
"Som en af vores mæglere siger, så er bus, købmand og en lille skole af helt afgørende betydning for de små samfund på landet. Uden er der et problem," siger han.
/Newspaq/