Facebook fjerner Trump-støttende konti med falske profilbilleder

Over 900 konti med computergenererede profilbilleder er blevet fjernet fra Facebook.

Facebook har fjernet hundredvis af falske konti med computergenererede profilbilleder, der udsendte Trump-støttende meddelelser.

Kontiene er angiveligt blevet brugt til at sprede politiske budskaber, der bakker op om præsident Donald Trump, til over 55 millioner brugere på det sociale medie.

Det oplyser Facebook i en pressemeddelelse fredag.

Ifølge det amerikanske medie The Wall Street Journal er det en ny tendens, at falske konti bruger computergenerede profilbilleder for at virke ægte.

- Det er første gang, at vi ser det i sådan et omfang, siger Ben Nimmo fra firmaet Graphika, der analyserer sociale medier, til The Wall Street Journal.

Kontiene har ifølge Facebook haft forbindelser til en amerikansk medievirksomhed med navnet The Beauty of Life (The BL), der nu er blevet bandlyst fra platformen.

Ifølge Facebook er det en afgrening af det kontroversielle, konservative medie The Epoch Times. Det har forbindelser til den kinesiske Falun Gong-bevægelse, som har støttet Trump frem mod præsidentvalget i 2020.

Ifølge The BL's chefredaktør, Orysia McCabe, arbejder virksomheden sammen med Facebook for at få styr på problemet.

Udgiveren bag The Epoch Times, Stephen Gregory, afviser alle forbindelser til The BL.

- BL er grundlagt af en tidligere medarbejder, og flere tidligere medarbejdere arbejder der nu, siger Stephen Gregory i en pressemeddelelse ifølge Wall Street Journal.

Han afviser også alle forbindelser til Falun Gong.

Facebooks talskvinde siger ifølge Wall Street Journal, at flere ledere fra The BL stod som administratorer på Facebook-sider, der var ejet af Epoch Media Group så sent som fredag morgen, hvor siderne blev taget ned.

The BL har fået fjernet 610 konti, 89 sider og 156 grupper fra Facebook og 72 konti fra Instagram, som Facebook ejer.

/ritzau/