Mens de russiske bomber regnede ned over stålværket Azovstal i Ukraine, og betonstøvet dryssede ned over hende, følte Natalia Usmanova ind imellem, at hendes hjerte ville gå i stå af ren skræk.
Det fortæller den 37-årige kvinde, der er ansat på stålværket. Hun har tilbragt flere uger i de underjordiske bunkere under sin arbejdsplads.
Da Rusland indledte en offensiv mod Mariupol for nogle uger siden, flygtede hun til stålværket.
- Jeg var skrækslagen. Det forekom mig, at fabrikken var det sikreste sted, fortæller hun i en videooptagelse til nyhedsbureauet Reuters.
Natalia Usmanova er en af de civile ukrainere, der søndag blev evakueret fra Azovstal-værket og bragt i sikkerhed i byen Bezimenne.
I mere end to uger har russiske styrker beskudt stålværket.
- Jeg var bange for, at bunkeren ikke ville kunne holde til det. Jeg var frygteligt bange, fortæller hun om sin tid i de underjordiske lokaler under stålværket.
- Da bunkeren begyndte at ryste, var jeg hysterisk, det kan min mand forsikre jer om. Jeg var så bekymret for, at bunkeren ville give efter.
37-årige Natalia Usmanova arbejder på stålværket Azovstal og flygtede dertil, da Rusland indledte bombardementet af Mariupol. Hun vurderede, at de mange bunkere og tuneller under værket ville være det sikreste sted at opholde sig. Nu er hun ude igen efter to måneder i en mørk bunker. Alexander Ermochenko/Reuters
Det enorme stålværk blev bygget under Josef Stalins tid i det daværende Sovjetunionen.
Under det mere end 11 kvadratkilometer store område, som Azovstal-værket breder sig over, ligger en labyrint af tunneler og bunkere.
Her har hundredvis af civile skjult sig sammen med ukrainske soldater.
- Vi så ikke solen i virkelig lang tid, siger Natalia Usmanova, som netop er steget af en bus, der har bragt hende ud af den belejrede og ødelagte by Mariupol.
Hun genkalder sig manglen på ilt i bunkeren og den frygt, der greb alle dernede.
- Bombardementerne var så voldsomme, og de blev ved med at ramme tæt ved os, fortæller Natalia Usmanova.
- Ved beskyttelsesrummets udgang var der en trappe op, hvor man kunne trække vejret, for der var ikke ilt nok. Jeg var bange for at gå ud og få lidt frisk luft. Jeg var bange for overhovedet at stikke næsen udenfor.
Hun fortæller, at hun og hendes mand opholdt sig i et rum med omkring 50 civile. I rummet ved siden af var der 40 andre.
Lidt efter lidt var der folk, der blev evakueret, fortæller hun.
- Omkring 11 mennesker slap ud. De gik til en udgang længst væk. Vi befandt os i én ende af fabrikken, og de gik hele vejen igennem. Forestil jer det, på egen risiko og med deres små børn, mens der blev bombet. Og da de kom til udgangen, fik de at vide: "Nej, vi kan ikke lukke jer ud. Russerne er der, de vil henrette jer". Så måtte de gå tilbage. Andre slap ud, vi ved bare ikke hvordan.
Natalia Usmanova fortæller, at hun lavede sjov med sin mand, da de sad i bussen på vej væk fra Azovstal og bunkeren, om hvordan de ikke længere får brug for en lommelygte, når de skal på toilettet.
- Jeg kan slet ikke fatte det. To måneder i mørke. I kan slet ikke forestille jer, hvad vi har været igennem. Det har været terror, fortæller Natalia Usmanova.
- Jeg boede der og har arbejdet der hele mit liv. Men det, vi så der, var helt forfærdeligt.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters