EU er allerede en supermagt. Men EU skal blive endnu bedre til at udnytte sit potentiale i sikkerheds- og forsvarspolitikken for at sikre europæerne større sikkerhed.
Det siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, mandag ved ankomsten til et udenrigsministermøde i Bruxelles.
- Den Europæiske Union er en supermagt, siger Mogherini.
- Vi kører 17 missioner og operationer under EU-flag. Alle er meget vigtige. Og nogle af dem er direkte koblet op på FN's fredsbevarende operationer, siger hun.
Federica Mogherini siger, at det ikke handler om at skabe en EU-hær, når EU vil styrke sin sikkerheds- og forsvarspolitik yderligere.
- Det handler om, at europæisk sikkerhed og forsvar skal blive mere troværdig og effektiv end i dag, siger hun.
- Vi har allerede en profil på sikkerhed og forsvar. Men vi har et stort potentiale, som vi endnu ikke udnytter.
EU's udenrigsministre skal mandag diskutere, hvor langt de vil gå videre i den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.
Det skal EU's forsvarsministre også være med til at diskutere mandag eftermiddag.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger, at der ikke er nogen tvivl om, at med Donald Trump som ny præsident i USA kommer Europa til at bære et større ansvar for sin egen sikkerhed.
- Nationalstaterne skal bidrage noget mere. Danmark skal bidrage noget mere til vores egen sikkerhed, siger Kristian Jensen.
Han siger, at Nato er fundamentet under europæisk sikkerhed, og at det derfor handler om, hvor EU kan bidrage og hjælpe Nato med at løse den opgave.
Kristian Jensen mener, at EU bør spille en større rolle end i dag med at hjælpe lande som Libyen med at bygge sin egen kapacitet på for eksempel kystvagten op.
Men han advarer samtidig mod at tro, at EU kan komme til at fylde så meget, at Nato bliver overflødigt.
- Man har en udfordring, hvis man tror, at EU kan erstatte USA's tilstedeværelse, og at EU kan opbygge en hærstyrke, der gør, at vi kan klare os uden Nato, siger Kristian Jensen.
- Det er et luftkastel, jeg gerne vil advare imod, siger han.
Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, siger, at Storbritannien støtter et tættere europæisk forsvarssamarbejde og opfordrer flere lande til at bruge mere på forsvaret.
Men han understreger samtidig, at det afgørende i EU's forsvarssamarbejde er, at det kan bruges til at supplere Nato.
- Man skal ikke underminere de sidste 70 års grundlæggende sikkerhedsarkitektur, sige Boris Johnson.
/ritzau/