Advokater for den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi bad onsdag Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg om grønt lys til, at deres klient kan genvælges som regeringschef næste år.
Berlusconi har ved en italiensk domstol fået forbud mod at stille op til et politisk embede indtil 2019. Det er sket i forbindelse med en skattesag, som han tabte.
Han forsøger nu at få det ophævet gennem domstolen i Strasbourg, så han kan stille op ved valget til maj.
Berlusconi blev af mange afskrevet en fremtidig rolle, da han gik af som premierminister i 2011 i forbindelse med en sexskandale, der blev kendt som "bunga-bunga".
Men den nu 81-årige Berlusconi har fået et opsigtsvækkende comeback efter en stor hjerteoperation sidste år. Hans parti Forza Italia har lagt sig i spidsen i meningsmålinger før næste års valg.
- Berlusconi versus Italien, som sagen er blevet døbt ved den europæiske domstol, behandles af 17 dommere. Det er i et fora af dommere, der normalt tager sig af vigtige og komplekse sager.
Berlusconi har hyret et førende advokatfirma i London til at føre sin sag.
Menneskerettighedsdomstolen vil ikke afsige en kendelse lige med det samme. Selv hvis Berlusconi skulle få medhold, så vil der måske først komme en afgørelse, når valget i Italien er overstået.
/ritzau/Reuters