EU's ledere har indledt deres forårstopmøde i Bruxelles på baggrund af dystre ledighedstal, der viser, at omkring 27 millioner europæere er uden arbejde.
Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på vej ind til topmødet siger, at man "ikke skal forvente mirakler", opfordrer både hun og flere af de andre topmødedeltagere til et stærkt fokus på at holde kursen i den økonomiske politik.
- Lad os nu komme i gang med nogle af de ting, vi har besluttet, og få dem til at virke derude. Man er nødt til at holde op med at tro, at det her bare er et enkelt valg mellem at spare og at sætte gang i væksten. Man skal gøre begge dele, siger Thorning.
Topmødets forhandlingsleder, EU-præsident Herman Van Rompuy, beskriver i sit udkast til topmødets konklusioner, at arbejdsløsheden har nået "et uacceptabelt højt niveau".
Van Rompuy konstaterer, at selv om der er skabt ro på finansmarkederne, er der stadig fare for "sociale spændinger".
- Vi kan på kort sigt ikke vende det blinde øje til den akutte sociale nød i nogle af vores lande, siger Van Rompuy og advarer om, at selv når der er sikret økonomisk stabilitet, vil det endnu tage tid, før den bliver omsat til vækst.
Luxembourgs premierminister, den tidligere eurogruppechef Jean-Claude Juncker, kommer ved ankomsten også med en stærk advarsel om ulmende uro.
- Jeg vil ikke udelukke, at der er risiko for en social revolution eller oprør. Vi er nødt til at forklare vores politik bedre, siger Juncker.
En lignende advarsel kommer fra EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso:
- I nogle situationer er vi ved at nå grænsen for, hvad der er socialt acceptabelt, siger Barroso på et pressemøde inden selve topmødet.
Også den irske EU-formand, premierminister Enda Kenny, fokuserer på de mange europæere uden arbejde.
- Ingen europæisk leder kan være glad for en situation, hvor vi har 26 millioner arbejdsløse i det område, vi har ansvar for. Vi er nødt til at være kreative og effektive i den måde, vi benytter vores ressourcer på, siger Kenny.
/ritzau/