Justitsminister Morten Bødskov (S) og EU-parlamentariker Søren Søndergaard (Folkebevægelsen mod EU) er kommet i verbalt klammeri i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal prøve at blive omfattet af en ny EU-aftale.
Begge vil gerne have, at også danske kvinder skal kunne tage for eksempel et polititilhold mod en voldelig eksmand med sig til et andet EU-land. Men på grund af forbeholdet mod EU's retlige samarbejde er Danmark ikke omfattet.
Morten Bødskov siger, efter at hans EU-kolleger fredag i Bruxelles gav deres opbakning til aftalen, at når først den endelige tekst ligger klar, vil han prøve at få en parallelaftale for Danmark. Men han advarer også mod at tro, at det er helt enkelt.
- Her gælder det helt særlige, at parallelaftaler er noget, vi får - og kun får - hvis de andre kan se en fordel i, at vi er med. Det sker på de andres nåde, og det er ikke noget, vi bare kan trække i en automat, siger Bødskov.
Ministeren roser samtidig EU-modstanderen for hans positive holdning til EU's retlige samarbejde.
Men ifølge Søndergaard handler det ikke om EU. Han så hellere en international aftale. Men han tror, ministeren bevidst får det til at lyde meget besværligt at få en særaftale med EU.
- Regeringen er ikke interesseret i at få de parallelaftaler, for det undergraver deres påstand om, at vi er nødt til at afskaffe retsforbeholdet.
- Jeg stiller bare spørgsmålet: Hvorfor skulle det være besværligt? Hvilken interesse skulle andre lande have i at udelukke Danmark fra det?, siger Søndergaard.
Han opfordrer ministeren til at gå af og finde noget andet at lave, hvis han "ikke gider bruge kræfter på at undersøge, om det kan lade sig gøre".
Morten Bødskov står fast på, at det er besværligt. Men bekræfter, at regeringen stadig sigter efter at holde folkeafstemning om Danmarks retsforbehold inden for den nuværende regeringsperiode.
- Vi synes, vi skal af med de her forbehold. Men som statsministeren også har udtrykt det, så er der lidt uro omkring det europæiske syn lige i øjeblikket. Vi tager folkeafstemningen, når det er det rigtige tidspunkt, siger Bødskov.
Ifølge Udenrigsministeriet har Danmark tidligere søgt parallelaftaler for seks områder inden for EU's retlige samarbejde. Og fået det på fire. Hver gang har forhandlingerne taget flere år.
/ritzau/