EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, rejser på onsdag til den italienske ø Lampedusa, hvor et skib pakket med migranter fra Afrika sank i torsdags.
De italienske myndigheder siger mandag, at dødstallet nu er mindst 194 fra båden, der menes at have haft mindst 400 og måske så mange som 500 passagerer. Der er registreret 155 overlevende.
Barrosos kontor siger i en pressemeddelelse, at kommissionsformandens besøg sker for at vise støtte og solidaritet, sådan som den samlede EU-Kommission gav udtryk for allerede i sidste uge.
- Besøget giver formand Barroso mulighed for at ære de mange ofre, som på tragisk vis har mistet deres liv under forsøget på at nå de europæiske kyster, og for at vise solidaritet og taknemmelighed over for myndighederne og indbyggerne på Lampedusa, hedder det i pressemeddelelsen.
Barroso skal i forbindelse med besøget også mødes med de italienske myndigheder for at tale om, hvad man kan gøre på europæisk og nationalt plan for at håndtere flygtninge og hjælpe de EU-lande, der er mest berørt af problemerne.
Både kommissionen og flere af EU's medlemslande har på forhånd givet udtryk for, at det er begrænset, hvad EU kan gøre yderligere.
Italien har bedt om mere hjælp fra EU til at håndtere de tusindvis af immigranter, der hvert år kommer til landet.
Italienerne har sat spørgsmålet på dagsordenen tirsdag på et møde blandt EU's justits- og indenrigsministre, der er samlet i Luxembourg til to dages møde.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er der i år foreløbig kommet 30.100 asylansøgere til Italien sammenlignet med færre end 8000 hele sidste år. Tilstrømningen er især taget til de seneste to måneder med overvægt af folk fra Syrien, Somalia og Eritrea.
/ritzau/