EU har torsdag forlænget sanktionerne mod en række personer i Rusland og Ukraine med et halvt år.
Det oplyser Det Europæiske Råd i en meddelelse.
Sanktionerne består i, at 155 personer og 44 virksomheder har fået deres værdier indefrosset og deres rejsemuligheder begrænset.
- En vurdering af situationen har ikke retfærdiggjort en ændring i sanktionerne, skriver rådet i en meddelelse.
De personer og virksomheder, der er omfattet af sanktionerne, har ifølge EU undergravet Ukraines uafhængighed.
Beslutningen om at forlænge sanktionerne var ventet.
Sanktionerne blev i første omgang indført i marts 2014. De er blevet fornyet hvert halve år siden da.
De er nu forlænget til 15. marts.
EU har indført flere forskellige sanktioner mod Rusland og russiske statsborgere i kølvandet på den russiske annektering af Krim-halvøen.
Ud over de sanktioner, der blev fornyet torsdag, har EU også indført økonomiske sanktioner mod den russiske stat.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters