Meget skal overraske, hvis danskerne får lov til at stemme om den nye EU-traktat.
Det vurderer lektor i international politik med speciale i EU, Marlene Wind fra Københavns Universitet.
Med valgresultatet i går ser det nemlig ud til, at en ny regering med Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen vil springe en folkeafstemning over.
- Ny Alliance er ikke i en position, hvor de kan stille krav om en folkeafstemning. Så længe der er borgfred mellem de store partier på Christiansborg om, at de ikke ønsker en afstemning, tror jeg ikke, det kommer til at ske, siger Marlene Wind og peger på, at Ny Alliance skulle have fået så mange stemmer - så de nåede op på 15 eller 20 mandater - at de kunne stille det som et ultimativt krav til Anders Fogh for at udløse en folkeafstemning.
Ro på hjemmefronten
Spørgsmålet om en folkeafstemning har været så godt som ikke-eksisterende i valgkampen. Og selvom Socialdemokraterne nu endnu engang må indtage rollen som oppositionsparti, er der ikke umiddelbart udsigt til, at de vil ændre holdning og klart presse Fogh til en folkeafstemning.
- Det kan man selvfølgelig aldrig udelukke, men jeg kan ikke se, hvilken interesse de skulle have i det. Så skulle det kun være for at drille regeringen, men de har selv givet udtryk for, at de ikke ønsker en afstemning, hvis det ikke er nødvendigt, siger Marlene Wind.
Hun mener, det er rigtig ærgerligt, at der ikke har været mere debat om EU-traktaten.
- Partierne, der har sagt, at de er imod folkeafstemninger, har argumenteret med, at de vil integrere EU-debatten i det politiske arbejde og tage debatterne op til folketingsvalgene. Det er ikke sket. Hvis man bare henlægger det og fortsætter uden øvrig debat om traktaten, er det utroligt skuffende og i hvert fald ikke EU-oplysende, siger hun.
Desuden mener Marlene Wind, at hensynet til Dansk Folkeparti har betydet, at EU-debatten er blevet sat på vågeblus.
- Vi har et styrket Dansk Folkeparti, der ikke er særlig EU-begejstret og en regering, der ikke har været EU-begejstret de seneste seks år. Regeringen har ikke ønsket for meget snak om EU for at skabe ro på hjemmefronten med et parti, der ikke er begejstret for EU, siger hun.