37 kvadratmeter fordelt på to eller tre værelser for 2.500 kroner. Det ville være et godt køb, hvis det ikke lige var fordi, huset ligger i Burundi.
Alligevel er 434 huse allerede blevet købt af danskere, der forærer huset videre til en hjemvendt flygtningefamilie i Burundi igennem nødhjælpsorganisation ADRA. Herefter modtager de et fotografi med posten af familien foran huset og får dermed bevis for, at deres penge hjælper.
»Man skal ikke undervurdere det, at folk får et billede tilbage af familien og et skøde på huset. Tilbagemeldingen er vigtig. Det er ikke forfængelighed, men folk vil gerne fortælle andre, hvad de gør,« fortæller Lennart Falk fra nødhjælpsorganisationen ADRA.
Blandt køberne er den nystartede Bank DnB Nord, der har købt 25 huse i Burundi og vil hænge fotografierne op på opslagstavlerne.
»Vi vidste, at alle pengene går direkte til husene. I mange projekter risikerer pengene at gå til administration,« siger bankens landechef i Danmark Henrik Frøfig, der forklarer, at banken ønsker en medarbejderkultur med et socialt engagement.
ADRA så behovet for flere huse, da man var i færd med at opføre lignende huse for Danida, den danske stats U-landsprogram. Adjunkt Christian Bjørnskov, der forsker i udviklingsøkonomi på Handelshøjskolen, advarer imidlertid købere af Burundi-husene imod at tro, at de gør en forskel i det store perspektiv.
»Man hjælper den familie, der flytter ind i huset, men vi skader samtidig hele samfundet en lille smule. Alle de små projekter tilsammen betyder, at U-landene mister deres internationale konkurrenceevne og incitamentet til at gøre en indsats selv. Hvis man virkelig vil hjælpe U-landene, skal man presse på for, at EU lemper sin handelspolitik. Vi skader U-landene kraftigt ved at holde deres landbrugsvarer ude, og så giver vi U-landshjælp som aflad. Det hjælper ikke,« siger Christian Bjørnskov.
For to uger siden lancerede Folkekirkens Nødhjælp kampagnen ?Giv en ged?, hvor man blandt andet kan købe en ged for 250 kroner til en familie i Malawi. Ged nummer 2.000 blev solgt i nat, og i alt er der på to uger solgt gaver for over én million kroner.
»Håndgribelighed fungerer for os. Vi hjælper også gadebørn i Kirgistan, og det projekt kunne have været sværere at sælge, hvis vi ikke havde taget en fodbold ud som en konkret ting og solgt den. Det er et spørgsmål om at være opfindsom, for ud over fodbolden får de også varm mad og en god voksenkontakt,« fortæller Søren Buhl, projektleder på ?Giv en Ged?.
Ifølge ADRA appellerer det til danskerne at donere en konkret ting til en synlig familie i stedet for at sende penge ud i det blå på et girokort. Fremtidens nødhjælpsindsamling kan blive meget specifik.
»Desværre kommer vi til at se flere projekter som dette, der giver pengen til noget meget specifikt. Jeg siger desværre, for det betyder, at kun det, der er salgbart, vil rejse penge. Hvad med en kvinde, der er ved at dø af aids på et betongulv?« spørger Lennart Falk.