Det er glædeligt for dansk fodbold at en fantastisk spiller som Niclas Jensen vender hjem. Både for Superligaen og for det danske landshold. En venstreback, der modsat mange andre på den plads, tænker fremad, og som på gode dage ikke findes meget bedre.
Men skulle skiftet hjem til de danske mestre ikke være sket for længst? Jo!
Bedre sent end aldrig. Ja, ja, men 16 kampe på halvanden sæson i Fulham – de fleste i reservespækkede cupkampe – har altså ikke gavnet venstrebacken.
Det er blevet mere og mere tydeligt på det danske landshold, hvor formkurven kun er gået i en retning. Og det har ikke været op. Bunden nåede Niclas Jensen i november måned, da Danmark spillede venskabskamp i Tjekkiet. Hans indsats var usædvanlig ringe, må alle, der har set kampen, være enige i.
Derfor glæder det naturligvis landstræner Morten Olsen, at Niclas Jensen omsider kan se frem til fast spilletid. Så behøver han ikke længere at true med bål og brand – og forsøge at (op-)finde en erstatning på venstrebackpladsen. For der findes jo for dælen ikke nogen kvalificerede!
Tydelige signaler
Situationen har været håbløs for Niclas Jensen i et år. Efter en udmærket første halvsæson for danskeren, lejede Fulham den engelske landsholdsback Wayne Bridge i Chelsea. Og i sommer hentede klubben så en permanent venstrebacksløsning i franske Franck Queudrue. Men ikke en gang i hans fravær blev Niclas Jensen foretrukket af Fulham-træner, Chris Coleman. Så signalerne har længe været ganske tydelige, om at Jensen ikke var foretrukket i Londonklubben.
Landshold forpligter
Nu skal man jo ikke give op ved den mindste modgang. Og det er jo naturligvis Niclas Jensens sag, om han ville kaste håndklædet i ringen i går, i sommers, eller når Fulham smider ham på porten, ikke?
Jo, men ikke helt, for det forpligter altså at repræsentere de danske farver. Landsholdet skal ikke blot være en anledning til at lufte benene.
Og hvor må han i øvrigt ærgre sig, Niclas Jensen. Når FC København nu er ’min klub’, som han siger, så må det da være forbandet trist ikke at have været en del af FCK’s Champions League-eventyr i dette efterår.
I bund og grund handler denne opsang jo om, at vi har savnet den gode, gamle Niclas. Den Niclas, der i hvert eneste danske angreb er med oppe på modstanderens banehalvdel. Der lægger ’kælne’ afleveringer og laver elegante driblinger. Og som i den grad giver landsholdets offensiv flere tangenter at spille på.
Det kan både landsholdet men så sandelig også FC København nu atter få glæde af. Og vi glæder os. Bedre sent end aldrig!