Esbjerg led fredag aften et nederlag på 0-2 til AGF i premieren på forårssæsonen i Superligaen.
Vestjyderne formåede ikke for alvor at true aarhusianerne i løbet af opgøret, og det var Esbjerg-træner John Lammers langt fra tilfreds med.
- Jeg er skuffet. Både over holdet, men også mig selv. Vi skal kigge os selv i spejlet og spørge os selv, hvad vi kan gøre bedre, siger han.
Ifølge hollænderen var der flere ting, der ikke var gode nok, blandt andet tempoet, og så hjalp det heller ikke, at man forærede AGF et mål.
- Vi gav et let mål væk, og på den måde hjalp vi dem. Vi lod dem spille på deres foretrukne måde, siger Esbjerg-træner John Lammers.
Humøret var anderledes højt i AGF-lejren, og træner David Nielsen var glad for, at hans mandskab havde taget det gode spil fra træningskampene med ind til en kamp om point.
- Man håber altid, at man kan få det samme frem, når det gælder point. Det kan være noget farligt noget, hvis man bliver lidt for selvtillidsfuld på baggrund af, at det er gået godt i nogle træningskampe.
- Vi har set godt ud i træningskampene, og det tog vi med ind til kampen mod Esbjerg, og det var rigtig godt at se, siger David Nielsen.
AGF lukkede først kampen endegyldigt otte minutter før tid, og David Nielsen kunne godt have tænkt sig, at AGF var kommet foran 2-0 tidligere, end tilfældet var.
- Jeg ville gerne have haft, at vi havde scoret 2-0-målet i første halvleg, da Patrick Mortensen forsøgte at chippe bolden i mål. Jeg synes, at vi var meget ovenpå på det tidspunkt, siger David Nielsen
Næste opgave for AGF er mod Sønderjyske, mens Esbjerg krydser klinger med Brøndby i næste spillerunde
/ritzau/