Esbjerg har vundet alle kampe på hjemmebane i foråret, men efter nederlaget på 1-3 til Sønderjyske søndag har holdet også tabt forårets tre udekampe.
Esbjergs kantspiller Carlo Holse kan godt se en sammenhæng i nederlagene på udebane, men understreger, at det ikke bør være et problem for vestjyderne.
- Der er et mønster i, at vi taber i Hobro og mod Sønderjyske og så vinder over Brøndby hjemme, men sådan bør det ikke være, siger Holse.
Han mener ikke, at holdet viste nok engagement i nederlaget ude til Sønderjyske.
- Vi viste ikke nok vilje. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi spillede her i Haderslev, men det burde ikke være en undskyldning, siger Holse.
Ifølge Esbjergs cheftræner, John Lammers, har dårlige baner spillet en rolle i nederlagene til både Hobro og Sønderjyske.
- Det er ikke en undskyldning, for som topspiller skal man kunne tilpasse sig, men det er sværere at spille på baner som i Hobro og Sønderjyske, siger Lammers.
Han mener ikke, at Esbjerg-spillerne viste, at de var klar fra kampens start mod Sønderjyske.
- Vi var ikke forberedt. Det var en vigtig kamp, og vi vidste, at Sønderjyske ville gøre alt for at vinde, så vi skulle være klar, og det var vi ikke, siger han.
- Jeg spurgte mine spillere, om de overhovedet havde lyst til at spille mod Sønderjyske, lyder det fra Esbjerg-træneren.
I næste runde får Esbjerg mulighed for at fortsætte stimen på hjemmebane mod Vejle, hvor holdet med en sejr kan sikre sig en plads i top-6.
/ritzau/