Esbjerg har været sydpå for at hente en forstærkning til offensiven.
Den er nu kommet i form af den 25-årige kantspiller Adnane Tighadouini, der tager et år i det vestjyske på en lejeaftale.
25-årige Tighadouini er lejet i Malaga og glæder sig til at vise sine evner frem hos superligaoprykkeren, selv om kendskabet til den bedste danske fodboldrække ikke er stort.
- Jeg glæder mig til at komme i gang og vise Esbjerg og Danmark, hvad jeg kan, siger Tighadouini til Esbjergs hjemmeside.
- Jeg kender ikke så meget til Superligaen, men jeg har haft nogle gode snakke med John Lammers, og jeg er meget positiv omkring det hele.
Tighadouini skiftede fra NAC Breda i Holland til Malaga i Spanien i 2015, men bliver nu lejet ud for fjerde gang.
Kantspilleren, der får nummer 11 på ryggen, har dog formået at overbevise Esbjergs chefscout, Jimmy Nagel.
- Det er en spiller, jeg kender og har fulgt i mange år igennem vores scouting, mens John Lammers kender ham fra deres fælles fortid i Vitesse.
- Han har spillet masser af kampe på højeste niveau i både Spanien og Holland og har sine bedste år af sin fodboldkarriere foran sig, siger Jimmy Nagel.
Tighadouini spillede i sidste sæson i Twente, hvor han fik 27 kampe i alle turneringer.
Esbjerg tager søndag imod FC København i Superligaen.
/ritzau/