Erik Solbakke Hansen blev i 1989 dømt for både mordbranden på Hotel Hafnia og et drab på en pige på Fanø. Siden har han været kendt som danmarkshistoriens største massemorder.
I TV2’s dokumentarserie “Tilståelsen” blev der dog stillet alvorlige spørgsmålstegn ved den dom, som den udviklingshæmmede Erik Solbakke modtog. Og nu vil Solbakkes søster have sagen genoptaget. Det skriver TV2.dk.
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage har derfor mandag på vegne af søsteren sendt en anmodning til den særlige klageret, som nu skal vurdere, om der er grundlag for, at sagen kan gå om.
- Erik Solbakkes søster er dybt rystet over forløbet og har hele tiden undret sig over, at han skulle være skyldig. Derfor anmoder vi om en genoptagelse, siger anklager Mette Grith Stage til TV2.dk
- Jeg er utrolig glad for, at hun har spurgt mig, for jeg er virkelig forarget over forløbet.
I dokumentarserien fremgår det, at politiets behandling og afhøringer af den udviklingshæmmede Erik Solbakke var stærkt kritisabel. Det fremgår blandt andet, at Solbakke ændrede forklaring gang på gang, ligesom flere af hans tilståelser ikke havde bund i virkeligheden. Eksempelvis tilstod Erik Solbakke undervejs i afhøringsforløbet otte brande, som aldrig fandt sted.
Erik Solbakke døde i fængslet i 1997. Han blev 48 år gammel.