Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, er torsdag aften valgt til leder af Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, og bliver dermed premierminister efter Recep Tayyip Erdogan, som i næste uge tiltræder præsidentposten.
Beslutningen om at Ahmet Davutoglu overtager posten som leder af regeringspartiet blev meddelt af Erdogan på et partimøde i Ankara torsdag.
Erdogan, som har været premierminister siden 2003, sejrede for nylig ved præsidentvalget og tages i ed 28. august.
Den magtfulde politiker forventes at forvandle det hidtil meget symbolske præsidentembede til en mere magtfuld post i det politiske system. Den ambition har han også udtrykt under valgkampen.
Ifølge den tyrkiske forfatning må en præsident ikke have tilknytning til et parti, og oppositionen krævede allerede i sidste uge, at Erdogan skulle trække sig.
Nomineringen af Davutoglu vil først ske på en ekstraordinær partikongres 27. august, og han tiltræder dagen efter.
- Jeg er overbevist om, at vores kandidat til posterne som partileder og premierminister vil realisere målet om et nyt Tyrkiet og indfri AKP's politiske målsætninger til 2023, siger Erdogan.
I år 2023 kan det moderne Tyrkiet fejre 100 året for landsfader Mustafa Kemal Atatürks omfattende omvæltninger.
Davutoglu har været Erdogans loyale støtte i en årrække, først som rådgiver og siden som udenrigsminister fra 2009.
Udenrigsministeren, som er højtuddannet og taler flere sprog flydende, beskyldes af kritikere for at være neo-osmannisk og panislamisk.
Ahmet Davutoglu har stået i spidsen for en udenrigspolitisk linje, der sætter Tyrkiet i centrum som en stormagt i regionen.
/ritzau/AFP