Mellem 30 og 35 syriske soldater er neutraliseret ved operation Idlib, hvor tyrkiske militær gengælder angreb, som kostede mindst fire tyrkiske soldater livet.
Det siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Han henviser til "foreløbige oplysninger". Erdogan fastslår, at det tyrkiske militær fortsætter gengældelsesangreb, efter at syriske soldater dræbte fire tyrkiske soldater ved et granatangreb mandag.
Tyrkiets forsvarsministerium har desuden meldt ni tyrkiske soldater såret.
En overvågningsgruppe melder mindst seks syriske soldater dræbt ved det tyrkiske gengældelsesangreb. Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at Tyrkiet har ramt 40 mål ved en række angreb med blandt andet F-16-fly.
Ifølge det tyrkiske forsvarsministerium gengældte de tyrkiske soldater straks angrebet og ødelagde mål i Idlib-provinsen.
- Vi har svaret igen på disse angreb, og det vil vi fortsætte med, hvad enten det er med artilleri eller mortérgranater. Vi er fast besluttet på at fortsætte vore operationer for at sikre vort land, vores befolkning og vores brødre i Idlib, siger Erdogan, som mandag talte til journalister i Istanbul.
- De, som tvivler på vores beslutsomhed, vil snart forstå, at de har begået en fejltagelse, siger den tyrkiske præsident, som siger, at Tyrkiet anmoder Rusland "om ikke at stå i vej for Tyrkiets gengældelse".
Den syriske præsident Bashar al-Assads styrker, der får luftstøtte af Rusland, har for nylig indtaget flere områder i Idlib.
Tyrkiet, som allerede huser 3,6 millioner flygtninge fra Syrien, frygter en ny bølge af migranter fra Idlib.
Det tyrkiske militær har derfor etableret 12 observationsposter rundt omkring i regionen. De er etableret efter en aftale med Rusland og Iran fra 2017.
Idlib er den sidste store oprørsbastion i Syrien efter ni års borgerkrig.
Erdogan beskylder Rusland for at have krænket aftaler om at mindske kampene i regionen. En påstand som russerne afviser.
Så sent som i sidste uge tog syriske regeringsstyrker kontrollen over den tidligere oprørskontrollerede by Maaret al-Numan i det nordvestlige Syrien.
Udviklingen markerer et vigtigt fremstød for den syriske præsident. Efter næsten ni års krig forsøger Assad igen at få fuld kontrol over landet med en stor offensiv i Idlib-provinsen.
Flere civile er blevet dræbt i den forbindelse, og tusindvis er tvunget på flugt fra deres hjem mod grænsen til Tyrkiet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters