Præsident Recep Tayyip Erdogan siger i et interview med BBC, at de fleste indbyggere i Tyrkiet ikke ønsker et medlemskab af EU.
- Det vil være en trøst, hvis EU siger, at man ikke kan acceptere Tyrkiet som medlemsland, siger den tyrkiske leder i BBC-programmet Hardtalk.
- Tyrkiet er i stand til at stå på egne ben, siger han.
Erdogan afviser i interviewet med BBC, at Tyrkiet har fængslet 150 journalister.
- Kun to personer med pressekort er i fængsel, siger Erdogan.
Udtalelserne blev fremsat, samtidig med at Tyrkiet forlængede fængslingerne af Idil Eser, den lokale direktør af Amnesty International, og ni andre.
Idil Eser blev tilbageholdt af myndighederne den 5. juli sammen med en gruppe på syv andre aktivister og to udenlandske instruktører.
Tilbageholdelserne forstærker den udbredte internationale bekymring over undertrykkelse af ytringsfriheden i Tyrkiet.
Bekymringen har været et stort tilbageslag for tyrkernes erklærede mål om at blive optaget i EU.
- Vi er loyale over for det, vi siger, siger Erdogan.
- Hvis EU ligefrem melder ud og siger, at "vi vil ikke være i stand til at acceptere Tyrkiet i EU," så vil det være en trøst for os. Så vil vi begynde på plan B eller plan C. EU er ikke uundværlig for os. Vi taget det afslappet.
Erdogan siger, at Tyrkiet blev rost, da han var premierminister for første gang.
- Vi blev betegnet som et land, der havde gennemført en stille revolution ved EU's topmøder. Men nu bliver vi end ikke inviteret til EU's topmøder, siger han.
- De spilder også vores tid. Sådan er situationen lige nu.
Den tyrkiske præsident siger, at de fleste tyrkere ikke længere støtter et EU-medlemskab, og at de opfatter EU's politik over for Tyrkiet som en politik, der ikke er alvorligt ment.
- Men på trods af alt dette, så vil vi stadigt tage vores bestræbelser i forhold til et EU-medlemskab alvorligt - lidt tid endnu. Vi vil se, hvad det giver os.
Erdogan blev interviewet knap et år efter det fejlslagne militærkup i Tyrkiet - den 15. juli 2016.
Mindst 260 mennesker blev dræbt under kupforsøget, hvor oprørske soldater bombede regeringsbygninger og kørte kampvogne ind i civile.
Over 50.000 er siden anholdt, og over 140.000 er afskediget fra deres job eller suspenderet. Over 160 medier er blevet lukket, og 2500 journaliser og mediearbejdere er blevet fyret fra deres job.
/ritzau/