Enhedslisten har sent torsdag afsluttet dagens forhandlinger af finansloven med finansminister Nicolai Wammen (S). Fokus er på finansieringen, og politisk leder for Enhedslisten Pernille Skipper siger, at det er nu, der bliver svært.
Tidligere har partierne diskuteret emner som den grønne omstilling, velfærd og uddannelse. Men det er nu, pengene skal findes.
- Vi er helt klart kommet til en af de mest interessante steder i forhandlingerne nu. Og et af de steder, hvor tingene bliver sværest.
- Vi har haft en masse forslag med til finansministeren, der vil øge ligheden og finde de penge, der er brug for.
- Men vi er ikke blevet enige og vi kommer til at diskutere dette her meget mere, siger Pernille Skipper.
Specielt finansiering er et af de ømtålelige punkter for regeringen og dens støttepartier SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. De to sidstnævnte står langt fra hinanden, når der kommer til beskatningen af eksempelvis erhvervslivet.
I sit oplæg til finansloven har Enhedslisten foreslået at finde 10,8 milliarder kroner fra områder som øget skat på indkomster fra aktier og overskud fra virksomheder, en stigning i arveafgiften, mere beskatning af store selskaber og ny skat på bankerne.
Regeringen har lagt op til, at støttepartierne kan få politik igennem for 2,1 milliarder kroner. De skal dække alt fra grøn omstilling til eksempelvis minimumsnormeringer i institutionerne.
- Det er simpelthen ikke nok, hvis vi både skal sikre minimumsnormeringer, et løft af psykiatrien, gøre noget for de syge og arbejdsløse og tage de første skridt på det grønne område.
- Og det skal vi, for det er uomgængelige opgaver for os. Så vi skal finde nogle flere penge, siger Pernille Skipper.
Regeringen og støttepartierne bliver dog nødt til at finde hinanden, hvis valgsejren fra sommeren skal have en realpolitisk effekt.
- Det er en opgave, vi ikke kan komme uden om. Hverken Enhedslisten, regeringen eller de andre partier.
- Men der er nogle opgaver, der skal løses i finansloven, hvis vi skal kunne se alle de mennesker i øjnene, der har stemt på os, siger den politiske leder.
/ritzau/